Om indehaver

Tina Gliese

Om Tina Gliese

– indehaver af Natur og Lederskab
Jeg er og har altid været en ildsjæl, som er drevet af at bidrage til en mere bæredygtig verden. Da jeg var barn drømte jeg om at redde naturen fra menneskers ødelæggelse. Så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft en enorm kærlighed til naturen, og det er her jeg altid har følt mig mest hjemme. Naturen har været mit helle og min vejviser hele livet.
 
Jeg uddannede mig til miljøplanlægger på Roskilde Universitet og i hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet med at udvikle, facilitere og lede projekter inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Både som iværksætter, som selvstændig konsulent og som ansat i forskellige organisationer. 
 
Sideløbende har jeg i min fritid de seneste ca. 15 år nørdet systemisk tænkning og systemteori (viden om hvordan naturen og levende systemer samarbejder, tilpasser, udvikler og organiserer sig), deltaget på diverse kurser og workshops inden for shamanisme, taget kurser i mindfulness og qigong og tilbragt så meget tid som muligt i naturen.
 
Efter flere år med arbejdsrelateret stress blev jeg i foråret 2019 sygemeldt med stress. Det blev starten for en dyb transformation i mit liv. Troen på, at vi kan skabe en bæredygtig verden ud fra en tilstand af stress og mistrivsel krakelerede endelig, og jeg indså, at jeg aldrig ville tilbage til at leve og arbejde på den måde igen. I mange år havde jeg, trods det at jeg havde arbejdet med bæredygtighed, gået på kompromis med det jeg troede på og brændte for. Nemlig at forbundetheden til os selv og naturen er afgørende for at vi kan trives og skabe bæredygtige løsninger i verden. Nu var der ingen andre veje end at følge mit hjertes dybeste kald. Jeg tog derfor en uddannelse som instruktør i naturterapeutisk mindfulness ved Nina Lerche, og stiftede herefter Natur og Lederskab.
 
Jeg glædes hver dag ved dette arbejde, og ser frem til at vise dig vejen til hvordan du kan tage personligt og professionelt lederskab med naturen som vejviser.